David og Saul

 

 

Før David blev født og under Davids barndom var de israelitiske stammer hårdt presset af deres nabofolk, særligt af filisterne. Der var et stærkt internt sammenhold i den enkelte stamme, men et løst ad hoc samarbejde mellem stammerne. Når en stamme blev angrebet, var det langt fra givet, at de andre stammer kom til undsætning.

Israels ældste bad profeten og dommeren Samuel om at få en konge, der skulle føre folkets krige. Samuel og Gud så heri et svigt af Gud, som burde være israelitternes eneste konge. Men Gud udvalgte Saul, som blev salvet og offentligt udvalgt til israelitternes første konge.

Kong Saul fik først en yderst beskeden opbakning som konge, men efter han havde mobiliseret hele folket til en redning af byen Jabesh, der var belejret af en ammonitisk hær, så bakkede folket helt og fuldt op om ham.

Kong Saul havde stadig den største udfordring foran sig, nemlig filisterne. Filisterne havde undertvunget stammerne, og Saul ledte, hvad der bedst beskrives som en frihedskamp. Trods hårde vilkår lykkedes det for kong Saul, at drive filisterne ud af israelitternes stammeområde. Men under hele Sauls tid som konge blev han hele tiden udfordret af filisterne og var nødt til at forsvare israelitterne.

I folkets øjne var Saul en god konge, men Saul kom i konflikt med Samuel og med Gud. To gange adlød Saul ikke en præcis ordre omhandlende ofringer til Gud. Som følge af Sauls ulydighed forkastede Gud ham, og Samuel brød forbindelsen til Saul.

 

Kort - MK02 - Saul.jpg 

Sauls kongerige

 

Mens Saul stadig var konge, sendte Gud profeten og dommeren Samuel til Betlehem, hvor Samuel på Guds bud salvede Isajs søn, David, til konge over Israel. David beskrives : "...han var rødmosset, havde kønne øjne og så godt ud."

Efter salvningen greb Guds ånd David, og kong Saul blev grebet af en ond ånd fra Gud. Kuren mod onde ånder var strengespil, så kong Sauls folk ledte efter en dygtige strengespiller og fandt David. Når efterfølgende den onde ånd kom over kong Saul, spillede David på strenge for ham, og han fik det godt igen.

David blev meget populær hos Saul og hans mænd, men særligt Sauls søn, Jonatan, holdt meget af David, og de to knyttede et nært venskab.

David begyndte at deltage i kampene mod filistrene og viste sig at være en fremragende militær leder og hver gang der var kampe, gik det David bedre end nogen anden af Sauls mænd.

Israelitterne begyndte at hædre David mere end Saul, hvilket gjorde Saul meget jaloux og gjorde ham mistroisk overfor David. Saul begyndte at anse David for at være en tronraner, og en dag, hvor David spillede på strenge for Saul, så forsøgte Saul pludselig at dræbe David med sit spyd, men David undveg. Fra da forsøgte Saul  gentagende gange at snigemyrde David, men uden det lykkedes. Til sidst besluttede Saul sig for åbent at efterstræbe Davids liv, så David måtte flygte.

David blev bandeleder, og banden bestod af nogle af hans mandlige slægtninge, samt "...af alle slags underkuede, forgældede og forbitrede".  David og banden opererede i Juda, men Saul havde ikke glemt David og han forsøgte gentagende gange at indeslutte David og banden, men hver gang undslap de.

David erkendte at han aldrig ville kunne være i fred for Saul, og han lavede en aftale med filisterne om, at han og banden kunne bosætte sig i byen Siklag og derfra virke som en milits for filisterne. Efter et stykke tid besluttede filisterne, at gøre det af med kong Saul en gang for alle, og de samlede en meget stor hær. David og hans milits skulle deltage i slaget mod Saul og israelitterne, men blev sendt bort fra filisternes hær umiddelbart før slaget ved Gilboa bjerget. Det slag endte som et stort nederlag for israelitterne, og kong Saul døde sammen med 3 af hans sønner deriblandt Jonatan.

 

 

(David Judas konge)

(Til forsiden)

 

 

Kong David af Mogens Weis Jensen, Cand. theol.